TasteMaster
Om forløbet
Vi træffer omkring 200 fødevarerelaterede beslutninger hver dag. Selv om de fleste af os ved, at nogle beslutninger er sundere end andre, har mange stadig svært ved at finde lysten til at vælge frugt frem for slik eller kikærter frem for bøf.
I 2021 lancerede Fødevarestyrelsen nye kostråd, som tager hensyn til både sundhed og klima. Rådene er blandt andet at slukke tørsten i vand, at spise planterigt og at vælge flere bælgfrugter og fisk frem for kød.
De fleste af kostrådene er velkendte, men mange har stadig svært ved at efterleve dem. I dette forløb skal I undersøge, hvordan man kan give flere lyst til at følge kostrådene.
I skal forstå madens fysisk-kemiske egenskaber og anvende gastrofysikkens metoder til at ændre på madvarers smag og tekstur, så flere får lyst til at spise dem.
DIDAKTISKE OVERVEJELSER
Det anbefales, at du starter med aktiviteten En forunderlig smagsoplevelse i stedet for at gennemgå forsiden, da eleverne på den måde starter forløbet med en æstetisk oplevelse, som stimulerer deres nysgerrighed og øger deres motivation for at arbejde med forløbet. Senere i forløbet vil eleverne få mulighed for at arbejde med de naturfaglige aspekter af den æstetiske oplevelse.
Du kan enten gøre forsiden til en naturlig del af aktiviteten En forunderlig smagsoplevelse, eller du kan gennemgå den separat efterfølgende. De overordnede læringsmål for TasteMaster bliver gennemgået i aktiviteten Introduktion til forløbet.
Læringsmål
- Jeg kan undersøge fysisk-kemiske egenskaber i mad.
- Jeg kan anvende gastrofysiske metoder til at ændre smagsoplevelser.
- Jeg kan forklare gastrofysiske metoders indvirkning på mine madvalg.