Lærervejledning til Mikrosafari Kit
FAGLIGT INDHOLD
Diversiteten inden for de danske insekter og smådyr falder, og der er brug for mere viden om dyrenes levesteder. "Mikrosafari Kit" er bygget op omkring følgende problemstilling:
Hvordan kan vi passe på insekter og smådyr i Danmark? Der bliver færre insekter og smådyr i Danmark, fordi de mangler levesteder. Forskerne har brug for at vide, hvilke insekter og smådyr der lever i dit område. Vi kan bedre passe på insekterne og smådyrene, hvis vi ved, hvor de lever.
I "Mikrosafari Kit" skal eleverne lære om insekter og smådyrs opbygning, deres levesteder og insekters forvandling. Formålet er, at eleverne kan være med til at passe bedre på disse dyr i fremtiden.
Eleverne skal først indsamle og undersøge insekter og smådyr. Derefter skal de registrere deres fund i Arter og til sidst udfylde et insekthotel. Undervejs skal de fortælle og skrive i arbejdsbogen om insekter og smådyr ved hjælp af fagord.
Når I har gennemført forløbet, skal du deltage i en brugerundersøgelse. Læs mere i lærervejledningen under “Organisering” og “LIFE Kit”.
Elever hjælper forskere
"Mikrosafari Kit" er udviklet med inspiration fra konceptet Citizen Science, hvor borgere engageres og involveres i forskning. Eleverne hjælper danske forskere med at undersøge artsdiversiteten inden for danske insekter og smådyr ved at indsende fotos af deres indsamlede dyr samt koordinater for findestedet til Arter.
Arter er en dansk vidensdatabase, der har til formål at samle data om de arter, der lever i den danske natur, og at gøre den viden tilgængelig for alle interesserede.
FN's verdensmål
I "Mikrosafari Kit" arbejder eleverne med FN's verdensmål 15:
#15: Livet på land
Beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.
Verdensmålet italesættes ikke eksplicit i forløbet, men det danner udgangspunkt for forløbets problemstilling.
Fagord
I "Mikrosafari Kit" introduceres eleverne for en række nye fagord, som de skal tilegne sig igennem forløbet. Eleverne introduceres for fagordene gennem blandt andet konkrete modeller, illustrationsmodeller, opgaver i arbejdsbogen og læreroplæg. Konkrete modeller er fx plastikfigurer af insekter og smådyr. Illustrationsmodeller er fx fotos af levesteder og illustrationer af insekters forvandling.
De fleste af fagordene introduceres i aktiviteten Vi forbereder mikrosafari. Fagordene anvendes og repeteres både mundtligt og skriftligt undervejs i forløbet. Det skriftlige arbejde foregår løbende i arbejdsbogen samt i aktiviteten Vi bruger fagord i forløbets sidste del.
De centrale fagord i forløbet er følgende:
- Sortering
- Observation
- Insekt
- Kropsdel
- Levested
- Forvandling
- Vinge
- Øje
- Ben
- Følehorn
- Forkrop
- Hoved
- Bagkrop
- Æg
- Larve
- Puppe
- Voksen
I forløbet skal eleverne lære om insekter og smådyr. Betegnelsen smådyr bliver her brugt om de dyr, der ikke er insekter, fx edderkopper, bænkebidere og snegle. Det er valgt at gøre sådan, fordi det er praktisk for eleverne at have en samlet betegnelse for alle disse dyr.
Nedenfor kan du se, hvilke Fælles Mål forløbets overordnede læringsmål relaterer sig til.
De naturfaglige kompetencer
Eleverne arbejder i forløbet med alle de fire naturfaglige kompetenceområder fra Fælles Mål, men der er særligt fokus på undersøgelses- og kommunikationskompetencen i forløbet.
Elevernes arbejde med undersøgelseskompetencen kommer til udtryk, ved at de skal lære at bruge undersøgelsesmetoden observation. Eleverne skal observere insekter og smådyrs kropsdele på fotos, illustrationer og på levende dyr, som de selv skal indsamle. Eleverne skal observere dyrene uden udstyr, med lupglas og Easi-Scope-mikroskop, og de skal beskrive deres observationer i arbejdsbogen.
Eleverne arbejder med kommunikationskompetencen, når de skal fortælle og skrive om deres observationer og deres arbejde. På den måde anvender eleverne de centrale fagord, som de er blevet introduceret for undervejs i forløbet. Dette foregår mundtligt i makker- og klassesamtaler og skriftligt i arbejdsbogen.
FORLØBETS OPBYGNING
Forløbets gennemgående elementer
"Mikrosafari Kit" indeholder to gennemgående elementer:
- Filmen "Karl og næsehornsbillen"
- Arbejdsbogen
Undervejs i forløbet ser eleverne fire afsnit af filmen "Karl og næsehornsbillen", hvor Karls klasse hjælper forskere med at indsamle og undersøge insekter og smådyr. Filmen fungerer som en introduktion til de aktiviteter, eleverne skal lave i undervisningen, og som en repetition af det, de allerede har gennemgået.
Eleverne dokumenterer meget af deres arbejde i arbejdsbogen, hvor de tegner modeller, løser opgaver og beskriver det, de observerer. Her får eleverne anvendt og repeteret centrale fagord fra forløbet.
Forløbsoversigt
Forløbsoversigten nedenfor viser, hvad eleverne skal lave i forløbet. Du finder også forløbsoversigten i LIFE Kittet og på forløbets side 3, hvor du og eleverne kan se på den i fællesskab. Det anbefales at hænge plakaten med forløbsoversigten op i klassen, så I kan genbesøge den undervejs i forløbet.
Forløbsplan
I forløbsplanen her kan du få et overblik over forløbets indhold:
DIDAKTISKE OVERVEJELSER
Anvendelse af forløbets læringsmål
I LIFE Kittet finder du fire ark med illustrationer af forløbets fire overordnede læringsmål. Vi anbefaler, at du hænger illustrationerne af læringsmålene op i klassen, mens du fortæller eleverne om, hvad de skal lære.
Hvert af de fire overordnede læringsmål har et tal og en farve, der gør det nemt for jer at tale om dem.
I alle aktiviteter arbejder eleverne med fagligt indhold og faglige metoder, der leder dem henimod en opfyldelse af forløbets overordnede læringsmål. I aktiviteternes lærerguides er beskrevet, hvilke af de overordnede læringsmål eleverne arbejder med i den konkrete aktivitet. Det anbefales, at du som indledning til hver aktivitet fortæller eleverne, hvilke af de overordnede læringsmål de skal til at arbejde med, og peger på illustrationerne af dem.
Forløbets læringsmål er desuden brudt ned og konkretiseret til aktivitetslæringsmål, der også nævnes i aktiviteternes lærerguides. Dette er for at vise dig progressionen i forløbets indhold, og hvordan aktiviteternes indhold leder hen mod en opfyldelse af forløbets overordnede læringsmål. Af hensyn til elevmålgruppen anbefales det, at du ikke gennemgår aktivitetslæringsmålene med eleverne, da det vil være svært for dem at overskue læringsmål på to niveauer.
Filmen "Karl og næsehornsbillen"
Filmen "Karl og næsehornsbillen" har til formål at stilladsere elevernes arbejde ved at forberede dem på, hvad de skal til at lave og lære. I filmen følger eleverne Karl, hans morfar og Karls klasse. De undersøger insekter og smådyr i lokalområdet, på samme måde som dine elever skal i forløbet.
Filmen består af fire afsnit, som eleverne møder undervejs i forløbet. Hvert afsnit følges op af en klassesamtale, der er med til at afdække elevernes forudsætninger. Klassesamtalen har også en stilladserende funktion, i forhold til det eleverne skal i gang med efterfølgende.
Filmen har også til formål at fungere som en opfølgning på og repetition af det, eleverne har lavet og lært. Den har desuden til formål at blive et genkendeligt element for eleverne undervejs i forløbet, og filmens figurer og miljø er tænkt som værende noget, eleverne kan identificere sig med og relatere til.
Endelig skal filmen introducere eleverne til fagordene "forskning" og "forskere". I filmen bliver forskerne personliggjort i figurerne Ida og Hugo, som Karl og hans klasse sender dyrefotos til. Ved at høre om Ida og Hugos forskning får eleverne et indblik i forskeres arbejde i virkeligheden og en forståelse for, hvordan de selv kan hjælpe virkelighedens forskere med at afdække diversiteten af danske insekter og smådyr.
Arbejdsbogen
Til forløbet hører en arbejdsbog, som eleverne anvender igennem hele forløbet. Her tegner de modeller, løser opgaver og beskriver egne observationer.
Når eleverne arbejder i arbejdsbogen, får de anvendt og repeteret centrale fagord fra forløbet, og de øver sig i at formulere korte, skriftlige sætninger.
Arbejdsbogen er central i elevernes arbejde med kommunikationskompetencen herunder den faglige skrivning. I arbejdsbogen får eleverne bearbejdet den viden og de erfaringer, de får i forløbet, og den kan være med til at fastholde elevernes data, refleksioner, spørgsmål og oplevelser, så de kan anvendes som udgangspunkt for både repetition og det videre arbejde.
Bagest i arbejdsbogen findes ekstraopgaver. Du kan læse mere om deres anvendelse i afsnittet om differentiering nedenfor.
Det anbefales, at eleverne skriver med børnestavning i arbejdsbogen, da det er fagordene, de skal lære, og stavningen derfor er mindre væsentlig.
At lære at observere
I "Mikrosafari Kit" er der fokus på, at eleverne skal lære at anvende undersøgelsesmetoden observation som en del af at arbejde med undersøgelseskompetencen. Eleverne observerer forskellige detaljer på insekter og smådyr såsom kropsdele, farver og mønstre, som de efterfølgende beskriver i arbejdsbogen. Elevernes beskrivelser i arbejdsbogen er deres dataindsamling.
I forløbet er der indbygget en progression, hvor eleverne lærer at foretage observationer med gradvist mere udstyr, hvilket giver observationer med en stigende detaljeringsgrad. Således observerer eleverne først insekter og smådyr uden udstyr, når de observerer dyrene på illustrationsmodeller og deres egne indsamlede dyr.
Dernæst observerer eleverne levende insekter og smådyr ved brug af lupglas, der giver anledning til mere detaljerede observationer. Til slut observerer eleverne dyrene med brug af et Easi-Scope-mikroskop, der gør det muligt at se dyrene i endnu større forstørrelse.
Det er særligt i aktiviteten Vi observerer dyr, at eleverne lærer at observere på de tre forskellige måder. Her reflekterer eleverne også over, hvad de kunne se i de forskellige forstørrelser, og hvordan de oplevede denne forskel.
Differentiering
Der kan være stor forskel på elever i 1. og 2. klasse, og derfor er der forslag i lærerguides til differentiering af undervisningen, så den passer til eleverne i din klasse.
Du kan generelt differentiere opgaverne i arbejdsbogen ved at lade eleverne tegne i stedet for at skrive eller ved at lave opgaverne i makkerpar eller fælles i klassen fremfor individuelt.
Ekstraopgaverne bagest i arbejdsbogen kan benyttes som differentiering til elever, der er hurtigt færdige, eller til elever, der har behov for andre typer af opgaver.
ORGANISERING
Anvendelsen af MY:LIFE i undervisningen
I "Mikrosafari Kit" er det tanken, at I sammen anvender forløbet på MY:LIFE på klassens smartboard. Det er derfor ikke hensigten, at eleverne skal være på MY:LIFE med egne devices. Elevernes individuelle arbejde i arbejdsbogen udføres, sideløbende med at I følger instruktionerne på MY:LIFE på smartboardet.
Det anbefales, at du venter med at uddele materialer i aktiviteterne, indtil der står i instruktionerne på MY:LIFE, at eleverne skal anvende dem. På den måde distraherer materialerne ikke eleverne.
Anvendelsen af arbejdsbogen
Arbejdsbogen er kronologisk opbygget, så den følger forløbets indhold og filmen "Karl og næsehornsbillen". Bagerst i arbejdsbogen er der ekstraopgaver. Du kan læse om disse i afsnittet "Didaktiske overvejelser" ovenfor.
Når eleverne skal arbejde i arbejdsbogen, følger instruktionen på MY:LIFE altid en bestemt form, hvor du først gennemgår opgaven i arbejdsbogen mundtligt. Din gennemgang understøttes af et billede på MY:LIFE af den konkrete side i arbejdsbogen og af en tilhørende lærerguide.
Når du viser eleverne billedet af siden i arbejdsbogen, kan det være nyttigt at klikke på det, så det bliver forstørret. Du finder facit til opgaverne i arbejdsbogen i lærerguides i aktiviteterne. Efter gennemgangen arbejder eleverne individuelt i arbejdsbogen. Den eneste undtagelse er på side 11, hvor eleverne skal arbejde i deres makkerpar.
Udendørs undervisning
Eleverne skal være udendørs i aktiviteterne Vi indsamler dyr og Vi fylder et insekthotel. Der er lagt op til, at arbejdet foregår i nærheden af skolen, og der er derfor ikke indregnet transporttid i forløbets samlede tidsangivelse.
I mappen Vi tager på mikrosafari anbefaler vi, at I arbejder med hele mappens indhold på én dag, men aktiviteterne kan også deles i to på hinanden følgende dage.
Upload af billeder til Arter
Billederne af elevernes indsamlede insekter og smådyr uploades med Arters app, som du kan installere og bruge ved at følge nedenstående vejledninger. Når I uploader et billede, skal du angive indsamlingsstedet ved hjælp af kortet i appen.
Det er vigtigt, at du noterer og gemmer loginoplysningerne fra LIFE Kittet, hvis I ønsker at genbesøge jeres billeder på Arter senere, når LIFE Kittet er sendt retur til LIFE.
Brugerundersøgelse
Når din klasse er færdig med forløbet, skal du udfylde et spørgeskema. Du finder links til spørgeskemaet nedenfor.
Hvis din klasse ikke gennemfører hele forløbet, skal du stadig udfylde spørgeskemaet. Din mening er vigtig for os, så vi kan forbedre vores naturfaglige undervisningsforløb.
Forskerne, der er tilknyttet Arter, og andre eksperter navngiver løbende dyrene på de indsendte billeder. De navngives både på dansk og latin. Derudover bliver det beskrevet, hvilken artsgruppe de tilhører. Artsnavne og artsgrupper kan blive tilføjet, kort tid efter I har indsendt billederne, men der kan også gå længere tid. Det anbefales derfor, at du og klassen genbesøger Arter efter nogle uger eller måneder for at se, om der er tilføjet artsnavne til klassens billeder. I kan genfinde jeres billeder i appen under "Mine fund".
Billeder
Hos LIFE forbeholder vi os retten til frit at bruge de billeder, I tager med vores udstyr. Det betyder, at hvis I har taget et billede, som på en god måde afspejler LIFE's formål, så vil vi gerne dele billedet med andre, fx via fysisk eller digital eksemplarfremstilling, offentliggørelse eller indarbejdelse i fx vores publikationer, digitale platforme eller på vores hjemmeside.
Vores brug af billederne vil ske på en måde, hvor de personer, der har taget billedet, hverken er identificerbare eller akkrediterede.
Elever og lærere har på samme måde ret til at bruge de billeder, I tager med vores udstyr, til egne formål.
Gruppearbejde
I forløbet veksles der mellem individuelt arbejde, makkerarbejde, gruppearbejde og klassesamtaler. Ved makkerarbejde anbefales det, at eleverne arbejder i de samme makkerpar gennem hele forløbet.
DIN FORBEREDELSE
Vi anbefaler, at du læser ”Mikrosafari Kit” igennem, inden I starter forløbet.
Vi anbefaler også, at du kigger LIFE Kit igennem, der indeholder de fleste materialer, som I skal bruge i forløbet.
Læs mere om LIFE Kit i næste afsnit.
Til aktiviteten Vi indsamler dyr kan du dagen før nedgrave en faldfælde og tage fangsten med i skole som backup, hvis børnene ikke finder så mange forskellige insekter og smådyr. Du kan nemt lave en faldfælde med et syltetøjsglas, små pinde og et låg.
Til aktiviteten Vi fylder et insekthotel skal du på forhånd samle insekthotellet. Der medfølger en udførlig samlevejledning i LIFE Kittet.
LIFE KIT
Du vil modtage et LIFE Kit med materialer til forløbet.
Vi anbefaler, at du orienterer dig i LIFE Kittet, inden du starter på forløbet. Nedenfor kan du se et billede af alle materialer i LIFE Kit.
Du finder en detaljeret liste over indholdet i LIFE Kit her: Materialeliste. Hvis flergangsmateriale går i stykker eller mangler, vil vi gerne vide det, så LIFE Kittet er komplet til den næste klasse, der skal modtage det. Du kan notere det i materialelisten.
Krediteringer af dyrebrikkernes fotografer:
SIKKERHED OG HÅNDTERING
I "Mikrosafari Kit" er der ingen materialer, der kræver særlige sikkerhedsforanstaltninger.
De indsamlede dyr bør ikke være i fangenskab i mere end et døgn, og de bør sættes ud i naturen igen i et område, der ligner det, de blev indsamlet i.
Det anbefales, at I hverken indsamler eller undersøger snegle. Sneglenes slim kan gøre det svært for eleverne at observere de andre insekter og smådyr i lupglas og Easi-Scope-mikroskoper.
LIFE'S SAMARBEJDSPARTNERE
Dele af "Mikrosafari Kit" er udarbejdet i samarbejde med Arter.
Arter er et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Statens Naturhistoriske Museum, DanBIF og Naturhistorisk Museum Aarhus. Det er et fællesskab, hvor alle kan være med til at finde, registrere og bestemme forskellige arter. Klassens billeder af de indsamlede dyr uploades til Arters portal og bliver valideret af eksperter. Disse fund bidrager til en kortlægning af alle danske arter.
BAGGRUNDSVIDEN
Læs mere om danske insekters tilbagegang her: Insekters tilbagegang.
Læs mere om dansk biodiversitet her: Biodiversitet.